“Æggesnaps af tre æg, med godt med sukker i, og dertil en enkelt skive rugbrød og hans næstsidste flaske øl. Et par kiks til dessert. Det var næsten et festmåltid, og Peter var ikke utilfreds. Sådan var hans tilværelse jo nu.   

Efter maden og endnu en skål og ske uvasket i vasken gik Peter ind i stuen igen. Han slukkede lyset og famlede sig hen til vinduet. Han spejdede mod øst. Havde Sverige fået strøm? Det var der ikke noget, der tydede på, der var bælgmørkt i alle retninger. Der var i lang tid ingen biltrafik nede i gaden, så der var heller ikke noget lys fra billygter dernede. Det var bare mørkt.”

“Det skete også med mellemrum, at alle studenterne og de ansatte blev samlet i den store fællessal, hvor der blev holdt indlæg eller vist film. Det var karakteristisk, at når folk gik til og fra den slags arrangementer, var der meget stille, allerhøjst lidt dæmpet samtale hist og her. Peter havde læst nogle romaner, der skulle forestille at foregå i Middelalderen, og han kom altid til at tænke på munkene på de store klostre. Der var al højrøstet samtale jo også forbudt.

Nogle få gange var de fælles samlinger mere ubehagelige. Peter huskede navnlig én, hvor Rektor og institutbestyrerne sad på scenen ved et langt bord, der stod på skrå i forhold til scenekanten. Ude på scenen foran bordet var der en enkelt stol. Da alle tilskuerne havde sat sig, kom to universitetsansatte ind med en ung pige i mellem sig. Det var faktisk en pige, for det første spørgsmål, der blev stillet til hende, var, hvordan hun ønskede at blive omtalt. Hun erklærede at ”hun” og ”hende” ville være fint.

Der blev nu i bedste middelalderlig stil læst et anklageskrift op. Pigen, der studerede på energiretningen, havde formastet sig til at stille spørgsmål ved stabiliteten i den danske elforsyning i lyset af den planlagte udvikling.”

“Der stod en lille flok mennesker foran et CO2-NUL-supermarked. Der var et gabende hul i facaden. Nogen måtte have brugt en rambuk eller lignende til at smadre de store vinduer ved siden af dørene. Hele området var dækket af glasskår.

Foran stod der en mindre flok mennesker og kiggede. Med korte mellemrum tog én af dem sig sammen og gik ind i det mørke hul. Samtidigt kom der med tilsvarende tidsintervaller personer ud af hullet, bærende noget i hænderne. Det var mad af enhver slags, men også andre ting.”

“Lastbilen kørte langsomt fremad hen mod Peter. Den var grøn og havde en stor presenning over ladet, akkurat som på en gammel militær lastbil.

Bagefter den vandrede en lille flok mennesker, men der kom hurtigt flere til fra opgangene i begge sider af gaden. Lastbilen nåede gadehjørnet og drejede til højre. Den kørte lidt videre med en voksende skare af snavsede personer efter sig, indtil den gjorde holdt langs fortovet, med hjulene hvilende ovenpå diverse efterladenskaber.

Bagsiden af ladet var lukket med en presenning, men nu blev den åbnet indefra og trukket til side. En uniformeret person stod med en megafon og annoncerede nu, at der var udlevering af brød. Folk skulle stille op i kø og pænt afvente deres tur til at få udleveret et.

Det næste der skete, mindede Peter om bavianernes bur i Zoologisk Have, når de pludseligt kom i tanke om, at de ville et bestemt sted hen og styrtede derhen i flok. Folk kastede sig frem mod ladet og de forreste begyndte på forsøg med at klatre op. Der var en hujen og råben og skrigen og uniformen med megafonen trak sig hurtigt tilbage. Hvad nu, ville folk simpelthen storme lastbilen og plyndre den, lige som supermarkedet lidt tidligere?”